Tiden flyver og hverdagen er så småt ved at flade på plads. Ind til nu har jeg boet midlertidigt tæt ved Bangsar station, ca. 4km fra kontoret, i noget der kunne minde om et hostel. Udmærket, stille og roligt sted, hvis man er rejsende, men ikke, som et sted for ophold af længere varighed. De forgangne uger er derfor blevet brugt til at finde en mere permanent bolig, men også deltage i sociale begivenheder. For eksempel var Gregers kommet i kontakt med efterårets praktikanter på den Danske ambassade. Så en af aftenerne stod den på kinesisk mad og et par øl, tilfældig vis Carlsberg, som også har en stor markedsandel. Middagen foregik på en af de mindre kinesiske restauranter / gadekøkner i Bukit Bintang området. Så aftenen stod på god mad og hyggeligt selvskab, der spredte sig over forskellige brancher, da det omfattede Gregers (IEN), de tre danske ambassade praktikanter, en praktikant fra den norske ambassade, to fra DONG Energy og så Mickey (der har halv danske / kinesiske rødder og for tiden praktikant hos IEN). Så efter en dejlig kylling suppe, fisk, kylling, ris og lidt grønsager af kinesisk stil, blev desserten til et mere lokalt foretagende. Vi skulle nemlig prøve durian frugten. Durian frugten kommer fra dette sydøstasiatiske område og er kendetegnet ved sin kraftige duft, eller rettere lugt. For når den pikkede skal først er åbnet, minder dens lugt lidt om kloak eller noget i den stil, ikke noget der appellere til appetitten. Dog kaldes den også for ”The King of Fruits”, så det måtte jo prøves, hvilket også var en positiv overraskelse. Da den ikke var så slem, som jeg havde frygtet og var blevet fortalt. Dog vil jeg nok prøve den i form af is næste gang.
Dagen efter var det så tid til film nemlig dokumentaren ”The True Cost” afholdt af MESYM. MESYM arrangere blandt andet filmaftner, hvor der efter filmen er en lille debat om denne og dens tema, samt et eventuelt interview med instruktøren, hvis dette er muligt. Filmen fokuserede på tøjbranchen og fabrikkerne i Bangladesh med fokus på den fabrik der styrtede sammen for et par år siden. Så spændende at se den i en asiatisk kontekst, når man nu kender lidt af diskussion omkring dette emne i Europa.
Weekenden bød på lidt mere kontroversielle begivenheder blandt andet ”Bersih 4.0”. Bersih 4,0 er den fjerde demonstration afholdt mod den nuværende regering og Malaysias premierminister. Bersih tilhængerne ønsker et frit og demokratisk Malaysia, deraf navnet Bersih der betyder ren på malay. Da demonstrationerne går imod den nuværende premierminister og regering, er de foregående da også endt med tåregas og vandkanoner, men denne gang gik det mere fredeligt. Så denne lørdag eftermiddag mødtes jeg med et par af kollegaerne før vi slog os til demonstrationen og gik mod Merdeka Square, eller rettere en forplads, da demonstrationen ikke måtte komme ind på Merdeka Square. En interessant måde at se Kuala Lumpur på og en given mulighed for gå på nogle af byens tresporede hovedveje, der normalt er fuld af biler.
Mandag den 31. August var Malaysias national. Forberedelserne kunne da også tydeligt ses, da jeg om søndagen var forbi KLCC for at se Petronas Towers og KLCC Park. Kuala Lumpur skulle efter sigende, være en af de grønneste byer i Sydøstasien, grundet byens mange parker.
Mandagen blev det så til nationaldagen, der normalt fejres med en parade på Merdeka Square, hvilket det også var i år. Så denne dag blev kursen igen sat mod Merdaka Square, for at kigge på festlighederne og optoget. Men da jeg dagen forinden også havde været ude at få nogle øl med en kollega og fejeret national dagen i Bukit Bintang, kom jeg ikke af sted før hen på eftermiddagen. Så da jeg nåede Merderka Square var oprydningen allerede igen. Så her var der ikke meget andet at se end lidt militært isenkram, en blomster dekoration, pladsen og et flagrende malaysisk flag i vinden.
